Min kurv 0

Hvad skal du vælge, når du vil bære dit barn?

For de helt små børn kan jeg anbefale enten en strækvikle eller en fastvikle. For større børn kan man også prøve bæreseler, men de første 4-5 måneder bliver barnet bedst støttet af vikler. Fordi de tilpasser sig både din og dit barns ryg og støtter den optimalt.

 

Sådan vælger du den rigtige vikle

Strækvikle

Køb strækvikle hvis:

  • Du har et lille barn under 4 mdr
  • Dit barn bliver født om efteråret eller om vinteren
  • Du leder efter den perfekte dåbsgave eller barselsgave
  • Du er nervøs over, at du ikke kan lære at binde en fastvikle (det kan du sagtens! Men du kan også book mig online til slyngevejledning hjemme hos dig)
  • Strækvikle er et godt valgt til et for tidligt født barn, nyfødt eller lille barn. Så snart barnet føles tungt i strækviklen, er det smart at skifte til en fastvikle.
Det, der gør strækviklen let at bruge, er at den kan bindes på forhånd, så du ikke behøver stå med sved på panden og et skrigende barn, mens du forsøger at binde viklen. Strækviklen er altså let at starte ud med, selvom du ikke har erfaring med vikler. Strækviklen er også en perfekt gave til en nybagt mor.
Strækvikle bindes sådan, at man har flere lag af stof over sig selv og barnet. Den kan derfor blive lidt varm. Strækvikler findes ikke i flere størrelser.
Økologiske strækvikler

Fastvikle

Køb fastvikle hvis:

  • Du har født en stor baby
  • Dit barn er allerede 3 måneder gammel eller ældre
  • Du oplever, at barnet hænger i strækviklen og du har behov for at sikre barnet med hænderne
  • Du skiftevis bærer et lille barn og en storebror eller storesøster
  • Du glæder dig til at lære at bære dit barn på ryggen
  • Din ryg har brug for støtte, når du bærer

Materiale:

Begyndervikler er bedst lavet i bomuld, men man kan også få sig en vikle med i tencel, bambus, silke, uld. Jeg vil ikke anbefale hør eller hamp, da de kan være lidt svære for en begynder.

Størrelse:

De fleste kan bruge slynge størrelse 6. Hvis du bruger tøj i størrelse XS-S, så kan du nøjes med str. 5. Hvis du har tøj større end XL, så vil jeg anbefale vikle i størrelse 7.
Fastvikle er lavet af vævet stof, som er ikke elastisk, men giver sig diagonalt. Fastviklen kan bære mindst hundrede kilo. Den spreder barnets vægt, så det ikke føles så tungt som i strækviklen. Fastviklen støtter bedre, så barnet ikke hænger, som nogle gange kan være den fornemmelse man har, når man vikler et lidt tungere barn i strækviklen. Fastviklen binder man på den måde, at man skal stramme den, mens man har barnet i. Det kan være lidt en udfordring i starten, men man finder hurtigt ud af, at det egentlig er det, der gør fastviklen til et så alsidig bæreredskab, som tilpasser sig enhver krop.

Ringslynge

Køb ringslynge hvis:

  • Du har brug for at bære barnet til korte afstande og det skal gå stærkt (f.eks. tage barnet fra autostol og aflevere storebror i bh)
  • Du elsker hoftebæring
    Ringslynge kan være en stor hjælp, fordi med god teknik er det superhurtigt at få barnet op og ned. Den er også oplagt til hoftebæring, som er rigtig praktisk, når barnet bliver lidt stort og det begynder at være svært at smøre sig en ostemad med barnet på maven.
    Ringslyngens ulempe er, at man kun bærer barnets vægt på den ene skulder. Det er nogle, som slet ikke ser det som problem, men hvis ens ryg er lidt øm, så kan man desværre nok mærke, at barnets vægt ikke er fordelt symmetrisk over hele ryggen.